1394389_10151667524165069_1269595144_n

Jeg løfter mine skuldre op til mine ører og prøver at få varmen. Der er koldt i Århus her sidst i november. Jeg er iført mine støvler og læderjakke. Håret er blevet smidt i en hurtig hestehale og jeg har ingen make-up på. Mine øjne er trætte og det er jeg også efter en lang arbejdsdag med sure kunder. Jeg er så klar som jeg kan blive.  Jeg afleverer min billet til manden som står i døren og får et stempel på hånden. Et stort F med en cirkel omkring. Han kigger på mig, og vurdere min alder. Han må tro jeg er gammel nok. Han tager fejl. Jeg træder ind i baren og kigger mig omkring. Der er godt stoppet op med mennesker, og jeg går mod baren. Igen bliver jeg vurderet, og igen med held. Der går lang tid. Menneskerne omkring mig snakker og drikker. De har det godt og er glade. Sådan virker de i hvert fald. Jeg sidder i baren alene for mig selv. Jeg føler mig ensom. En masse fyre sender mig blikke og smil. De vil have min opmærksomhed, men det får de ikke. Jeg er ikke interesseret. Jeg er kun interesseret i en person. En person som er på den anden side af jorden.

Jeg bliver afbrudt af mine tanker da de endelig går på. De spiller som de ser ud. Fantastisk. Han har virkelig en unik stemme, og han ved det. Han holder den ikke tilbage. Han kan ikke løbe rundt og opfører sig som en rigtig rockstjerne som han plejer. Dette er en intim akustisk koncert, kun med plads til 100 mennesker, men han har det alligevel. Den gnist som vi alle drømmer om. Alle os musikere i hvert fald. De er enormt kendte her i Danmark, men alligevel er de helt nede på jorden. Joker en masse, og opfører sig som fyre på 25 år skal. De lever deres drøm og jeg missunder dem. Jeg ønsker at det er mig som sidder der foran alle de mennesker, og spiller musik jeg selv har skrevet. Det har jeg gjort lige siden min første koncert. Drømmen er for langt væk til at kunne se den klart, men det stopper mig ikke i at blive ved at gå efter den.